Kan bestilles på fmf@

beefshorthorn.dk

En undersøgelse af afstamningsforholdene hos 147 Korthornsdyr.

 

Der er KUN 43 rene Lyngedyr tilbage, heraf er 24 køer, 12 er kvier og 7 er tyre/ tyrekalve.

 

Resten er dyr med delvis udenlandsk afstamning eller afkom efter tyre, der ikke er eller ikke kan stambogsføres.

 

Den anden oversigt viser afstamningen på de dyr fra Søndergaard, der har afkom i dag + afstamningen på de tyre, der ikke er stambogsførte.

Erfa-de4gamleracer.dk

Hvordan påvirker krydsninger avlsarbejdet ?.

 

Det er uden for enhver diskussion, at jo flere krydsninger der er i ” avlen ” jo færre renracede køer har vi at arbejde med.

Antallet af køer er nogenlunde konstant, hvis der bliver flere krydsninger, bliver der så automatisk færre renracede?, det  kunne være af stor interesse hvis der blev lavet en undersøgelse af hvor mange 100 % renracede dyr der inden for de enkelte racer.

Hvis antallet af renracede er meget lavt, er virkningen af et eventuelt uheld i den enkelte besætning så meget større end hvis der er dyr nok.

 

At produktionsbesætningerne bruger rotationskrydsning eller andre former for krydsning, kan jeg sagtens forstå, det drejer sig om at have nogle robuste dyr med lavt sygdomsfrekvens, altså drejer det sig om økonomi, det drejer sig om sorte tal på bundlinien.

Men de samme argumenter kan, efter min opfattelse, ikke bruges i bevaringsavlen, man kan ikke bruge argumentet om blodfornyelse som begrundelse for at bruge krydsningstyre, ser vi på de sidste års udvikling, falder antallet af renracede køer på bekostning af en stigning i ” krydsningsdyr ”. Resultatet bliver i sidste ende at vi har færre køer til rådighed i renavlen, dermed kommer vi automatisk til at øge indavlsgraden, vi har reelt ikke andre muligheder.

Som afstamningerne fordeler sig blandt de renracede dyr, er muligheder begrænsede. Vi ved at alle renracede hundyr stammer fra 3 køer hos Lyngefamilien, dernæst ved vi, at næsten alle nulevende lyngekøer stammer fra 2 køer, en ko der stod i Børkop og en der  stod i  Kræpøt, den sidste ko der i en kort periode stod i  Bindeballe, er desværre næsten uddød som stamme.

 

Hvis vi overhovedet skal have den mindste mulighed for at redde Lyngestammen, skal al krydsningsavl ophøre, Bevaringsudvalget skal støtte de få initiativer der kan bidrage til en øgning af antallet af rene dyr. Det kan ikke være meningen, at alle ansøgninger der kommer fra personkredse udenfor Danske Husdyr, ikke har nogen chance for at blive honoreret. Det må under alle omstændigheder være øgning af antallet af renracede lyngedyr, der er målet, ikke hvem der søger om midler. Det koster tid, tid som vi ikke har og kræfter, at alle afgørelser åbenbart skal ankes, mest fordi begrundelsen for afslag er mangelfuldt.

 

Jeg mangler i den grad en begrundelse for at Bevaringsudvalget og Styrelsen fortsat bakker op om krydsningsavl, når antallet af renracede dyr falder. Kan det være et spørgsmål om kvantitet frem for kvalitet ?, eller er det indberetninger til de forskellige organisationer, der overvåger det nationale arbejde, der skal tilrettes, så udviklingen alligevel ikke er så lyserød, som man måske ønsker.

 

Lyngestammen er på vej i graven, spørgsmålet er om nogen vil deltage i en redningsaktion, jeg mangler i den grad Bevaringsudvalget i diskussionen, men på den anden side, hvis de alligevel ikke magter opgaven inden for overskuelig tid, kan det jo være lige meget.

 

Det er jo ikke hurtighed der præger udvalget, se bare hvordan de nøler med en afgørelse angående racekode 46 / 47, den sag burde have været afsluttet forlængst.

 

Så bliver bevillingen for 2019 reduceret med 2,5 mill. Kr, der er ” kun ” 4,2 mill. Kr. at gøre godt med.

 

Alle avlere opfordres til at finde bæredygtige projekter, projekter der kan gavne avlen og opformeringen af de racer, der er på grænsen til at uddø. 2018 har indtil nu ikke været det mest positive vi har oplevet.

Om tørken bevirker at man reducerer eller endnu værre afhænder besætningen, ved vi ikke endnu, men risikoen er overhængende, flere af racerne befinder sig på et meget kritisk punkt, så pengene skal bruges med omhu, så museerne må klare sig selv, det er alligevel ikke derfra racerne reddes, ej heller universiteterne bidrager til den levende bevaring, det er fint med alle undersøgelserne, men ,  vi kan se at offentlige besætninger udsættes, hvis administrationen eller endnu værre politikerne kan finde lidt håndører at spare.

Også projekter, der har en meget lille effekt på racernes antal, men en stor effekt på de bevilgede midler bør afvises, det er muligt at ved opformeringen af antal dyr kan man bruge oocyter ( umodne æg ), men metoden er meget usikker med en lav drægtighedsprocent, ressourceforbruget overstiger langt udbyttet, bl. a. korthorn har ry for at være meget vanskelig blot at skylle, så der er ingen grund til at tro projekter med oocyter bliver en større succes end det avlsarbejde avlerne udfører.

 

Ved et tilfælde fandt jeg rapporten fra 2003 ” Strategi for bevarelse af husdyrgenetiske ressourcer ” særlig afsnit 5.a metodevalg er interessant læsning.

 

Hele rapporten er særdeles læseværdig og giver et indblik i de tanker for bevaring af de gamle racer udvalget havde.

 

Se rapporten på: webarkiv.ft.dk/Samling/20021/udvbilag/FLF/Almdel_bilag535.htm

 

 Godt nok for 15 år siden, men man kan jo selv bedømme om målsætningen er nået,

Text Box: For 100 %
renavl.

Meget mere Lyngestamme

Er tiden forpasset ?.

Text Box: Mangel på referencegruppe betyder desværre, at genomisk avlsselektion ikke kan anvendes i bevaringsavlen, referencegruppen er ganske enkel enten for lille eller  eksisterer slet ikke. Betydningen er desværre at de gamle racer kommer under et endnu større pres. Meget få af dyrene bruges til det, de oprindeligt var avlet til, nemlig mælkeproduktion og i mindre grad kødproduktion.
Langt de fleste af de oprindelige racer bruges som ammekøer, hvor de ikke indgår i nogen form for kontrol af produktionsegenskaber og indgår heller ikke i et større avlssamarbejde, hvor der kan foretages en sammenlignende kontrol af produktionsegenskaberne.
Vi risikerer derved at diversiteten i racen formindskes og det i sidste ende bevirker at racen uddør.
Det vil sige at racen ikke alene er under pres udefra, hvor der måske ikke, for nuværende, er nogen der har brug for racen egenskaber, men  også indefra kommer racen under pres, antallet af racerene dyr bliver for lille til at racen kan oppebære diversiteten, derved øges indavlsgraden med de, måske uheldige,  følger det kan bevirke.
Diskussionen burde derfor handle om 2 hovedspørgsmål:
 Hvad vil vi med de gamle racer, har vi brug for dem i den moderne kvægavl ?.
Hvis ja, hvordan bevarer vi dem så ?.

Spørgsmålene er højaktuelle, da flere af racerne er langt under hvad FAO definerer som truede og i et enkelt tilfælde direkte udrydningstruet.
 
Når så de to hovedspørgsmål måske er besvaret, kommer alle underspørgsmålene:
Er det af kulturhistoriske grunde vi bevarer dem, så er det farven og historien, der er det vigtigste, afstamningen har mindre betydning ?.
Er det derimod produktionsegenskaberne, er racerenheden det vigtigste, kun derved kan vi sikre os de egenskaber, vi efterspørger uden uheldige elementer i avlen i form af andre racer og deres egenskaber ?.
Hvis det er  produktionsegenskaberne, kan vi så udvikle racerne til mere brugervenlige dyr, hvor yverformer og temperament måske kommer i højsædet sammen med en højere produktion og en bedre fertilitet, uden at der skal gives køb i form af tabt genetik ?.
Hvordan kombinerer vi det sammen med at de fleste dyr bruges som ammekøer ?.
Kan vi med bedre avlsplanlægning mindske indavlsgraden i racerne ?. 

Spørgsmålene står nærmest i kø og når der måske er fundet et svar, afføder det næsten automatisk den næste byge af nye spørgsmål.

Men den helt grundlæggende diskussion handler, for mig, om hvorfor, hvordan og til hvad  bevarer vi de gamle racer og har vi tid nok til at opsætte mål for, hvad det er vi vil.

At det vil kræve ressourcer er der ingen tvivl om, langt de fleste skal komme fra avlerne, de økonomiske rammer skal Bevaringsudvalget deltage i, men om der er brug for Universiteterne og pensionerede konsulenter, er jeg mere i tvivl om.
Universiteterne har leveret DNA undersøgelser om genetisk tilhørsforhold o.s.v.. , undersøgelser jeg har svært ved at bruge i det praktiske avlsarbejde, hvor viden om afstamningsforhold i flere generationer, efter min mening, har langt større betydning, end det har om én gruppe af dyr er mere eller mindre genetisk forbundet med en anden gruppe dyr, jeg alligevel ikke kan bruge i avlen. Jeg ville  hellere vide hvor nært beslægtede dyr, efter deres stamtavle,  genetisk er på hinanden, vi kan måske derved afbøde noget af den indavl der foregår idag og ” måske ” fremme netop de egenskaber vi efterlyser.
Vi kan ikke af helt praktiske grunde bruge genomisk selektion i avlen, men derfor kan vi da godt bruge det andet, så find kortene over skyttegravene frem og kom ud og deltag i bevaringen af de gamle racer, hvem ved, måske får vi brug for dem, så ville det da være ærgerligt om de var uddøde på grund af vores uforstand og om det eneste minde om de røde,  lyngestammen eller de jyske var et par frostne strå i en beholder eet eller andet sted, for slet ikke at tale om Dansk Landrace 1970.

Til sidst en opfordring til Bevaringsudvalget.

Hold nogle flere møder og kom ud til avlerne, det er alligevel dem der skal redde racerne. 
Text Box: Bliver et sædstrå, et billede og en bog den sidste erindring om Lyngestammen eller vil vi have dyrene i levende live?.

Erfa-de4gamleracer.dk

????????????????????????????????